Werner Larsson Fiskeeksport opfører nye faciliteter i Skagen Tørhavn.

Werner Larsson Fiskeeksport opfører nye faciliteter i Skagen Tørhavn.

2. november 2023

På omkring 8 uger, hvilket næsten må være rekordtid, har Werner Larsson Fiskeeksport A/S, fået opført en ny hal i Skagen Tørhavn beliggende på Niels Bohrs vej i industrikvarteret nordvest for Bøjlevejen.

Den nye hal - en såkaldt Rubbhall – er en isoleret teltbygning på 3000 m2 og den er ca. 15 procent bedre isoleret end en traditionel sandwich panelbygning. Hallen er egentligt et kølerum med temperaturer på mellem 0-5 grader celsius.
Werner Larsson Fiskeeksport A/S skal bruge hallen til opbevaring af forarbejdede, krydrede brislinger, der skal modnes i en periode på op til 3 måneder, inden de kan distribueres videre. De primære markeder er Sverige, Holland, Belgien, Tyskland, Spanien og Danmark – men der eksporteres til hele verden.

Direktør for Werner Larsson Fiskeeksport, Mads Larsson er meget tilfreds med processen og han siger; ”Hele forløbet lige fra sagsbehandling og rådgivning fra kommunen og byggesagsbehandler til dialog med Skagen Havn, har været upåklagelig, og det er vi naturligvis meget glade for. Vi skal selv bruge omkring 2000 m2 til modningsprocessen af brislinger og vi forventer at leje de resterende 1000 m2 ud.”  

Nogle af fordelene ved en Rubbhall, foruden den hurtige opsætning er, at der er minimalt vedligehold, tåler alt slags vejr og så er den designet, produceret og monteret med høj fokus på sikkerhed og kvalitet. Desuden er den flytbar.

Direktør for Skagen Havn Willy B. Hansen ser det som positivt at tæt på alle arealer i Skagen Tørhavn nu er udlejet og han siger i den forbindelse: ”Tilsyneladende har flere virksomheder tilknyttet Skagen havn, har haft behov for yderligere opbevaringskapacitet, som ikke har krævet kajnær placering og her har Skagen Tørhavn vist sig at være et fornuftigt forretningsområde.
Ved Skagen Havn er vi godt tilpasse ved at kunne imødekomme den ekstra opbevaringskapacitet, som Werner Larsson Fiskeeksport har efterspurgt. – Vi bestræber os på at gå efter gode og langtidsholdbare løsninger, som kommer Skagen Havns kunder til gode.”

Skagen Havn er en aktiv erhvervshavn med fiskeri, fiskeindustri, værft og servicevirksomheder i en hovedrolle. Aktiviteter knyttet til fiskeriet er kerneområdet, der også skaber omsætning.


Administration

Telefon: +45 98 44 69 11
Fax: +45 98 44 54 45
E-mail: sh@skagenhavn.dk

Adresse

Havnevagtvej 30
9990 Skagen
Danmark

Havnevagten

Døgnvagt telefon:  
+45 98 44 13 46

E-mail: hv@skagenhavn.dk