2 nye havneassistenter ved Skagen Havn

2 nye havneassistenter ved Skagen Havn

1. februar 2023

Skagen Havn er et geografisk knudepunkt for skibstrafikken i farvandene mellem Østersøen og Nordsøen. Der foretages årligt omkring 5000 landinger af fisk, og herudover anløbes havnen af flere end 650 fragtskibe, et stigende antal krydstogtskibe og et stort antal lystbåde.
Det er den maritime serviceafdeling ved Skagen Havn, der har til opgave at kommunikere med den indgående og udgående skibstrafik i havnen og der er to nye ansigter i teamet.

Dan Andersen er blevet ansat i en fast stilling pr. 1. november 2022. Dan er uddannet skibsfører og har en bred maritim baggrund, herunder erfaring som kaptajn i offshore industrien. Senest har Dan arbejdet for kystredningstjenesten.

Karsten Steffensen er ansat i et barselsvikariat pr. 1. januar 2023. Karsten er også uddannet skibsfører og har en stor erfaring som styrmand og kaptajn inden for færgefart og i handelsflåden. Han har desuden tidligere arbejdet som fisker.

De vil begge bidrage med deres viden og erfaring til at sikre en fortsat effektiv og sikker drift af havnen, i samarbejde med resten af havneassistentteamet i den maritime serviceafdeling.

Driftschef ved Skagen Havn, Mikal Nielsen, glæder sig over at der var stor søgning til de ledige stillinger og han udtaler: "Vi er meget tilfredse med at kunne tiltrække så kvalificerede og erfarne medarbejdere som Dan og Karsten. De har begge både faglige og personlige kompetencer, der passer rigtig fint ind i vores team. De har fået en grundig introduktion til havnen, samt oplæring i deres roller og vi er glade for at have dem med ombord."

Skagen Havn er bemandet døgnet rundt. Der er i alt 6 havneassistenter ansat, der tilsammen dækker vagterne 24 timer i døgnet, 365 dage om året. 

Skagen Havn er en aktiv erhvervshavn med fiskeri, fiskeindustri, værft og servicevirksomheder i en hovedrolle. Aktiviteter knyttet til fiskeriet er kerneområdet, der også skaber omsætning.


Administration

Telefon: +45 98 44 69 11
Fax: +45 98 44 54 45
E-mail: sh@skagenhavn.dk

Adresse

Havnevagtvej 30
9990 Skagen
Danmark

Havnevagten

Døgnvagt telefon:  
+45 98 44 13 46

E-mail: hv@skagenhavn.dk