Skagen Havn styrker affaldssorteringen med nye mobile miljøstationer
Skagen Havn har taget endnu et skridt i retning mod en mere bæredygtig drift. Havnen har netop fået etableret et nyt affaldssorteringssystem målrettet skibene, der anløber havnen. Tiltaget skal gøre det både nemmere og mere tilgængeligt at sortere affald direkte på kajen.
Kernen i det nye system er en række mobile miljøstationer, som kan flyttes og placeres hensigtsmæssigt tæt ved de enkelte skibe. Det betyder, at affaldet kan håndteres hurtigt, effektivt og korrekt – uden unødig transport på havneområdet.
Hver miljøstation er fleksibelt indrettet med seks separate rum, der kan tilpasses behovene på den enkelte kaj. Det giver mulighed for en målrettet sortering, uanset affaldstype og mængde. Alt affald, der afleveres i miljøstationerne, sendes videre til genanvendelse.
Det nye initiativ går hånd i hånd med Skagen Havns overordnede bæredygtighedsstrategi, hvor der især er fokus på de områder i egen drift, hvor havnen selv kan påvirke udviklingen i en mere bæredygtig retning.
Som led i samme indsats har Skagen Havn desuden investeret i en ny el-lastbil med kran, som erstatter en tidligere dieseldrevet. Den nye lastbil bidrager til at reducere CO₂-udledningen og understøtter havnens ambition om en grønnere daglig drift.

For at sikre korrekt sortering har havnen udarbejdet en folder med en sorteringsvejledning. Folderen uddeles til skibene og kan desuden rekvireres ved henvendelse til den vagthavende havneassistent. Link til sorteringsvejledning
Skagen Havn har modtaget støtte fra EU gennem Interreg North Sea projektet REDII Ports. Med de nye tiltag styrker Skagen Havn sin position som en moderne og ansvarlig erhvervshavn med fokus på bæredygtig udvikling.
|