Du er her: Forside Skagen Havn Nyheder Vækst i import fra tredjelande

Print siden

Vækst i import fra tredjelande


Oprettet dato: 24. november 2010


     

Efter en lang opstartsfase for grænsekontrollen kan Skagen Havn notere sig en pæn vækst i tilførsler af varer fra tredjelande.

 

Fredag den 19. november var der dobbelt anløb med olie og fisk fra tredjelande i Skagen Havn.

Kl. 06:20 ankom den 2373 brutto ton store fabrikstrawler Sisimiut med en dyrebar last bestående af 650 ton hellefisk fanget i farvandet omkring Grønland.

4 timer senere, kl. 11:00, ankom tankskibet Brøvig Vindur på 3189 brutto ton, med en last fiskeolie fra Marokko til FF Skagen.

Efter som begge fartøjers last kom fra et såkaldt tredje land (Lande uden for EU, Norge, Færøerne og Island), så skulle lasten indføres via en godkendt grænsekontrol station.

 

Efter at Skagen Havn i 2007 flyttede grænsekontrol fra Østbassin 1 til Østbassin 2, har havnen kunnet tilbyde optimale faciliteter for import af frossen fisk og skaldyr fra tredjelande. Fra den nuværende placering, helt ud til den 270 meter lange kaj (Coasterkajen) med 9 meters vandybe, er der kun få meter til frysepakhus faciliteter og gode tilkørselsforhold.

 

Væksten har været på flere områder, hvor der både har været flere landinger fra frysetrawlere med rejer og hellefisk samt vækst i gods fra køleskibe. Desuden er et nyt segment opstået i form af import af fiskeolie fra tredjelande, så som Marokko, hvortil Skagen Havn er godkendt som inspektionspunkt.

 

Henning Jensen, direktør fra Claus Sørensen gruppen i Skagen, udtaler "at import via grænsekontrollen er et område, som der satses på at udvikle". For at tiltrække kunderne er det vigtigt, at Skagen til hver en tid kan levere det rigtige produkt til den rigtige pris. Udover prisen på produktet er det vigtigt, at skibet som skal losse sin last, kan komme tæt på både grænsekontrol og frysepakhus, for at undgå unødig tidskrævende og fordyrende transport. Derudover skal losningen forløbe gnidningsløst og efter den aftalte tidsplan. Det er noget som kræver samarbejde havn, stevedorer, mægler, afskiber og ladningsmodtager imellem, og på det område er Skagen godt på vej til at skabe et stærkt produkt.

Claus Sørensen gruppen er landets største køle- og frysehus koncern. Afdelingen i Skagen beskæftiger sig bl.a. med håndtering, sortering og oplagring af frysevarer.

 

Efter endt losning forhalede Sisimiut fra kaj 7 til Karstensens skibsværft ved pier 4, hvor skibet skal igennem en større ombygning. Bl.a. ryddes hele produktionsdækket, og en ny fabrik installeres.

 

Link til FF Skagen

Link til Claus Sørensen A/S Skagen

 

 



Kontakt

Administration:
Havnevagtvej 30
9990 Skagen
Danmark

Telefon: +45 98 44 69 11
Fax: +45 98 44 54 45
E-mail: sh@skagenhavn.dk

Havnevagten:
Døgnvagt telefon: +45 98 44 13 46
Fax: +45 98 45 03 38

VHF kanal 16,12
E-mail: hv@skagenhavn.dk