Udvidelsen af Skagen Havn giver travlhed hos SkawInspection

Udvidelsen af Skagen Havn giver travlhed hos SkawInspection

22. september 2016

Der vejes, måles og udtages prøver i stor stil hos SkawInspection med hovedkontor på Skagen Havn. Virksomheden, der laver uvildige inspektionsydelser for både køber og sælger, har nemlig aldrig haft så travlt som nu.

En væsentlig årsag til travlheden er udvidelsen af Skagen Havn, der stod færdig i sommeren 2015, og som blandt andet har ført til en ny bunkerterminal. Det fortæller Cato B. Christensen, ejer af SkawInspection:

-   Brændstof er et relativt nyt forretningsområde for os, så da vi hørte, at der var et tankanlæg på vej i forbindelse med havneudvidelsen, allierede vi os med Saybolt Danmark A/S, der nationalt samt internationalt er en kæmpe aktør inden for inspektions- og laboratorieydelser. Samarbejdet er indgået med henblik på udførelse af inspektioner både til vands og til lands også i forbindelse med tankanlægget, der lejes og drives af Monjasa. Potentialet på reden er ikke uvæsentligt, og samarbejdet med Saybolt Danmark A/S medfører, at inspektionerne kan forblive lokale og hvem ved med eventuelt yderligere ansættelser til følge, forklarer Cato B. Christensen.

SkawInspection udfører også vejning af fisk, som både kan være en akkrediteret ydelse pålagt af myndighederne eller en uvildig vejning, som virksomhederne bruger til at underbygge deres egen kvalitetssikring. Også her mærker SkawInspection en øget aktivitet efter havneudvidelsen. 

-   Vi kan godt mærke, at der kommer flere fisk til Skagen, fordi det også giver mere arbejde til os. Som servicefag er vi afhængige af havnens succes på dens andre forretningsområder. Når der kommer nye brancher ind som olie og nye fiskerivirksomheder, så betyder det noget for os. Vi er derfor rigtig glade for Skagen Havns arbejde, og vi ser selvfølgelig med stor interesse på en etape 3 af havneudvidelsen, siger Cato B. Christensen.

De mange opgaver har betydet, at SkawInspection har ansat to nye fuldtidsinspektører og to på timebasis, så de nu er oppe på ni inspektører. Det har givet pladsmangel, så virksomheden er nu ved at bygge en ekstra etage på deres kontorbygning, som forventes at stå færdig til jul.

Når Skagen Havn arbejder med at styrke dens forretningsområder er det også med tanke for, at der er en synergi til servicefagene på havnen. Willy B. Hansen, adm. direktør for Skagen Havn er derfor glad for de afledte effekter, som de nye aktiviteter giver hos virksomheder som SkawInspection:

-   Når det går godt på vores forretningsområder inden for fiskeri & forarbejdning, gods & bunkring samt krydstogt, så er der en stor synergi med de maritime serviceerhverv. Som havn ønsker vi proaktivt at investere i projekter, som kan styrke forretningen hos havnens brugere. Vi er derfor i fuld gang med at skabe platformen til en etape 3 af havneudvidelsen, som særligt har fokus på at styrke fiskeriet og de afledte erhverv, siger Willy B. Hansen.

Skagen Havn er en aktiv erhvervshavn med fiskeri, fiskeindustri, værft og servicevirksomheder i en hovedrolle. Aktiviteter knyttet til fiskeriet er kerneområdet, der også skaber omsætning.


Administration

Telefon: +45 98 44 69 11
Fax: +45 98 44 54 45
E-mail: sh@skagenhavn.dk

Adresse

Havnevagtvej 30
9990 Skagen
Danmark

Havnevagten

Døgnvagt telefon:  
+45 98 44 13 46

E-mail: hv@skagenhavn.dk